|
|||||||||||
At skrive til et onlinemedie bør være meget forskelligt fra at skrive til et trykt. Denne artikel handler om hvordan det kan være — og hvorfor man i virkeligheden måske slet ikke skal skrive til nettet.
Denne artikel handler om sig selv
|
|
Valgfrihed uden for nettet 
På TV er det drevet den samme vej. Først forøgedes klipperytmen med flere billeder på samme tid. Samtidig steg antallet af kanaler, hvor vi kunne vælge at springe. Nu ser vi flere og flere udsendelser, hvor der er flere billeder eller elementer på skærmen samtidig, som vi kan vælge at se på. Café Echelon på DR2, Boogie fra DR's initiativrige ungdomsafdeling, hvor SMS'er og fakta er en del af skærmbilledet, den amerikanske serie "24 timer" sendt på TV2, hvor samme scene ses fra flere vinkler eller samme tidspunkt opleves synkront flere steder. Sidst, men ikke mindst DR's ungdomsprogram "Rene ord for lommepengene", hvor seere med settop-box kunne vælge hvilket af tre indslag de helst ville se. Den læser, der vil springe og vælge, får altså flere og flere tilbud i de trykte medier. Den seer, der kan assimilere flere billeder får det i fjernsynet. Men det er på nettet at sådanne tilbud kan gøres virkeligt interessante. Ikke-sekventiel, ikke-kontinuert, ikke-kronologisk Læserne på nettet springer i tekst og tilbud som det behager eller blot tilfældigvis falder ud. De kommer ind på mere eller mindre tilfældige steder, og navigerer rundt efter forgodtbefindende, for derefter at forlade det hele lige så pludseligt. Indholdet fordøjes ikke-sekventiel, ikke-kontinuert og ikke-kronologisk. Denne mulighed afhænger ikke af hvordan materialet er forberedt, artiklen er layoutet eller udsendelsen er produceret eller transmitteret. Den mulighed er ufravigelig del af nettets natur. Derfor er der ikke nogen grund til at skrive efter regler, der lægger op til sekvens, kontinuitet eller kronologi. Indholdet behøver ikke være bygget op som et forløb, fordi meget få læsere vil få fornøjelse af det som sådan. Netlæserne har fået et nyt læsesprog, så at sige. De læser i brudstykker, springer i sammenhængen og nettets afledende natur gør læserne mere afledelige. Ligesom TV-seere, der bruger fjernkontrollen til at klippe væk fra kedelige elementer — reklamer, rulletekster eller uinteressante programmer — benytter netlæserne deres mus til at klippe over til næste interessante emne. Netjournalisters og netskribenters skrivesprog skal afspejle og tolerere denne form for læsning — og måske endog stimulere den.
Granulering For at kunne opbygge hypertekst skal den klassiske tekst brydes ned i mindre elementer. Denne nedbrydning finder allerede sted på de traditionelle redaktioner, som fremstiller information til tryk. Her skriver man brødtekst, rammer, billedtekster og andre elementer, ligesom billeder og illustrationer og de tilhørende tekster er løse elementer, der indarbejdes i sammenhængen. En redaktionssekretær, redaktør eller layouter bestemmer så hvordan disse elementer skal placeres i sammenhængen. På nettet er der to fundamentale forskelle til denne metode:
Ja det gør vi, men på nettet kan de ikke blot flakke og vælge mellem en række fast definerede elementer. Disse elementer kan også skifte karakter efter vores valg.
Hypertekst Grundlaget for et nyt tekstparadigme er hypertekst, som rummer muligheden for at koble tekststykker sammen i en navigerbar sammenhæng. Forfatteren eller publiceringssystemet skaber strukturen, men læserne skaber den kognitive sammenhæng ud fra sine egne interesser eller impulser. Jeg skal ikke fordybe mig i yderligere defintioner på hypertekst. Det er der mange andre der har gjort. Personligt er jeg ret glad for den her karakterisering af hypertekst kontra almindelige tekst, som er lavet af Robert Huesca. Huesca har også masser af andre kilder til definitioner.
|
|
Strimlet indhold, parallelle spor Granuleringen behøver ikke kun at ske i én dimension, hvor den traditionelt endimensionale, sekventielle tekst skæres op i mindre bidder, således at sekvensen kan ændres. Det kan også ske ved at indholdet ’strimles’ — altså deles i en række parallelle spor, hvor de enkelte enheder kan have én eller flere repræsentationer. Og selvfølgelig kan indholdet både klippes på den ene og den anden led, således at vi får en række elementer, der har forskellige repræsentationer af den samme information. Dette kan lettest eksemplificeres med en tilpasning til forskellige målgrupper, hvor det samme budskab skal formidles til for eksempel små børn, teenagere og voksne, stærke og svage læsere eller modtagere med forskellige præferencer med hensyn til medietyper. Sådan en modtagerbetinget opdeling kan rent systemisk laves med forskellig rendering af det samme eller let tilpasset indhold eller med indhold, der er lavet særligt til de enkelte enheder. Et andet eksempel er afsenderbetinget, hvor man foreksempel har den samme sag belyst fra flere sider, hvor forskellige holdninger kommer til udtryk i parallelle kommentarer. Et eksempel kunne være forskellige politiske partiers kommentarer til det samme lovforslag eller politiets, den anklagedes og de sociale myndigheders udtalelser om en sag. |
|
|
Don’t kill your darlings! Denne form for samtidig skabelse af indhold til mange målgrupper eller med forskellige afsendere er noget, der ofte virker irriterende på rutinerede skribenter. Hvis man skriver meget, er man vant til at lave et kontinuum, hvor man har overblik over tekstens forløb, og derfor skaber den på den traditionelle, sekventielle facon. Her beder vi altså skribenten om at skabe flere parallelle spor, og lave tekster, der har en pædagogisk og formidlingsmæssig sammenhæng, men ikke ligger i forlængelse af hinanden i klassisk forstand. Antallet af tilbud — og modviljen — kan gøres større endnu, hvis vi også tager andre typer af indhold med, for eksempel lyd, video og animationer. En del af modviljen skyldes måske at skribenterne føler at de skriver meget materiale forgæves. Ingen læser vil læse alt, og mange læsere vil kun læse lidt og i brudstykker. Det kan måske forekomme at være spildt arbejde, selv om der i virkeligheden er tale om præcis det modsatte: intet arbejde er spildt. William Faulkner undfangede en god journalistisk regel: kill your darlings, fjern dine favoritter, slå dine ynglinge ihjel. Han mente det om de enkelte sætninger, hvor man skulle fjerne sine smarte formuleringer, men af mange opfattes det som et godt råd på afsnitsniveau også. Bruger vi alle mulige elementer — for eksempel både skrevet og oplæst tekst, lyd og udskrift af lyd, forklaring af funktion og animation — kan vi altså opbygge en artikel, der rummer så mange valgmuligheder, at læserne vil få vidt forskellige oplevelser af den. Læserne kan altså kombinere mange forskellige typer af information til deres helt egne og meget godt tilpassede artikler. Læseren får hvad læseren vil have, og vi kan tilføje vores darlings til smørrebrødssedlen, som læseren kan vælge fra. Nogen kan lide flade leverpostejsmadder, mens andre foretrækker overdrevent højt belagt. |
|
Mange medietyper
Ud over den meget dominerende tekst, er der mange andre muligheder på nettet. Typiske andre indholdstyper er
Disse indholdstyper kender vi fra andre medier som tryk og TV, men især de dynamiske — de tre sidste — får en dimension mere, nemlig at brugeren kan starte og stoppe dem efter behov og endog kan springe i dem. Af disse tre har den sidste yderligere en dimension, fordi den kan opbygges med interaktivitet, således at brugerne kan påvirke forløbet og ændre det og resultatet fundamentalt. Der er andre indholdstyper, som nettet kan tilbyde, som ikke findes på tryk eller i de æterbårne medier. Det kan for eksempel være formularer, der beregner eller analyserer. Det kan også være ’analoge’ regulatorer, som kan skrue op og ned for bestemte egenskaber ved indholdet, for eksempel længden, graden af voldelighed eller lix-tallet. Meget få onlinemedier formår i dag at benytte mange indholdstyper på en velintegreret måde. Der findes sider, som rummer både lyd, video og animationer, men kun i få tilfælde danner de andet end et supplerende tilbud til teksten. Ofte benyttes kombinationen af tekst og billeder som en form for lysbilledshow, hvor billederne skifter synkront med en speak eller oplæsning. De nye teknologier som Flash og DHTML rummer mulighederne, men formsproget er ikke særligt veludviklet, og der er kun få steder, der har vist at det kan gøres. |
|
|
Mange vinkler og mange dimensioner Den banale sortering er ikke den eneste måde man kan vende information på. Mange præsentationsformer tilbyder brugeren at vende og dreje den samme tekstuelle information på mange måder. Sorterbare lister og matricer er blevet en almindelig måde at præsentere tekst på, og brugerne har vænnet sig til, at de selv kan bestemme hvilken måde denne tekst skal prioriteres og præsenteres. Ofte kan man tilpasse præsentationen efter sin egen smag, og på den måde lave en helt individuel udgave af den tilbudte information. Skaberen af teksten har således overladt en stor del af magten over sit værk. For at føje spot til skade kan man finde tjenester, der høster denne allerede forarbejdede og nedbrudte information og tilbyder nye måder at se den på. Såkaldte metatjenester eller samletjenester kan blande tekst og information fra mange forskellige websteder, og altså give læserne helt nye måder at anskue dem på — også måder som den oprindelige forfatter eller udgiver slet ikke havde overvejet. Blandt de meget ofte anvendte metatjenester finder vi søgesystemerne, som forsøger at præsentere teksten for en bruger, der har søgt på noget den indeholder. Dette lykkes ikke altid, fordi teksten er skrevet eller struktureret uden hensyntagen til denne helt særlige ’læser’. Alt dette betyder at intet kan tages for givet. Man kan for eksempel ikke lave selvrefererende tekster, der antager at læseren har set indledningen eller har adgang til alle dele af teksten. Det er nemlig ikke sikkert, at det er tilfældet. Mange vil uden tvivl ryste på hovedet og sige, at det ikke er deres problem. Men at ignorere problemet betyder som bekendt ikke, at det går væk.
|
|
Dynamisk information I modsætning til trykt information, så er information på nettet i princippet altid dynamisk. Der findes selvfølgelig mange sider, som ikke ændrer sig og ser ud som de altid har set ud, men det er et stadigt mindre fåtal. De fleste sider ændrer sig med intervaller rangerende fra minutter til døgn eller uger. Mange sider kan endda ændre sig på sekunder fordi læseren påvirker siden. Et klik på en henvisning eller en opdatering af siden kan medføre at dens inhold skifter eller at den skifter struktur eller præsentationsform. Sortering er også et eksempel på dynamikken i sider. Brugerne kan med et klik ændre prioriteringen af materialet. Dynamikken kan også være et resultat af udefra kommende information. Her er aktiekurser et kendt eksempel. Omtalen af et firma kan følges af information om dets status på aktiemarkedet. Andre eksempler kan være information genereret af systemet selv, for eksempel antal læsere, Kombinationen af forskellig information kan også blive til interessant og informativ læsning. Se for eksempel en side som GeekCultures oversigt over film og TV, som er indholdsfortegnelsen til den sektion. Det er ikke stor litteratur, men meget informativt og særdeles brugbart. |
Læsernes bidrag er endnu en del af indholdet, som skiller websider markant ud fra mange andre medier. Fjernsyn og radio kan tage mod telefoner, og på nyere TV-udsendelser kan der være adgang til at sende e-mails eller SMS-beskeder, der lander direkte på skærmen. Men det er på websider at denne mulighed er udnyttet bedst. Nogle websteder er stort set ikke andet end læserbidrag. Magasinet SlashDot er et meget prominent eksempel, hvor artiklerne knapt er spændende før læsernes kommentarer kommer på, mens andre er mere traditionelle og åbner mulighed for at man kan knytte kommentarer til artikler, som har en mere klassisk form. Danske ComputerWorld viser hvordan den integration kan laves. En stadigt mere almindelig form for læserbidrag er en vurdering, hvor læserne giver materialet karakter efter endt læsning. Denne karakter kan blot vises sammen med teksten, men kan også medvirke til at bestemme artiklens placering på forsider eller i lister. Metainformation En ting, der kendetegner webinformation, men som stort set ikke findes i trykte tekster, er metainformation — altså information om informationen. Metainformationen til denne artikel omfatter elementer som nøgleord på flere niveauer, afsnitssekvens, kommentarfelter, sidetitel, format og en række andre oplysninger, som læserne ikke kan se, men som bruges til at bestemme hvordan siden skal og kan vises. Ændring i metainformationen betyder en ændring i tekstens faktiske og potentielle form og budskab. Denne metainformation kan omfatte frihedsgrader, som ingen trykt tekst indeholder. For eksempel kan man registrere om den er let eller svær at læse, provokerende eller konform, fagligt tung eller causerende, skrevet i grimt eller pænt sprog samt mange andre oplysninger, som læseren normalt selv skal afkode under læsningen. Disse ekstra oplysninger kan bruges til at sortere i teksterne med. Således kan læserne eller systemet prioritere tekster afhængigt af præferencer koblet sammen med metainformation. Metainformationen kan gå helt ned på afsnitsniveau, og beskrive afsnittets rolle og karakter. Denne artikel bestod, da dette afsnit blev skrevet, således af tekster med følgende karaktertræk:
De forskellige træk kan oven i købet gradueres. Med sådanne metadata til rådighed kan en læser eller et system dynamisk lave nogle meget avancerede valg, og konstruere en artikel, som nøje tilpasset formålet. Yderligere kan læserne selv bidrage med metainformation for eksempel ved at vurdere en tekst eller en artikel, når den er læst. Det kan ske bevidst med et spørgeskema eller ubevidst ved måling af læserens adfærd. Disse informationer kan så fodres tilbage i systemet og medvirke til at udforme artiklen til den næste læser. Hvis alle starter med at læse afsnit to, hvorfor så ikke præsentere det først? Hvis alle springer billederne over, hvorfor så ikke fjerne dem? Hvis ingen klikker på de eksterne henvisninger, hvorfor så ikke nedprioritere dem? |
|
Metainformationernes helvede Men metainformation er et helvede at ’skrive’. Enhver trænet journalist eller skribent vil sikkert finde det unødvendigt besværligt at registrere alle disse informationer om sin tekst. Men det er den vej tingene bevæger sig: popularitet, placering, børneegnethed, læservurdering. Flere og flere systemer tilbyder særdeles kvalificeret information ud fra netop sådanne metaoplysninger. Det er som jeg altid har sagt: den værdi som læserne får ud af en webside er lige op proportional med den energi der er lagt i at skrive — eller ’konstruere’ den. Den del er ikke så forskellig fra det vi kender fra det trykte eller det æterbårne. På nettet kommer der blot en dimension mere: al den usynlige information. Jo mere arbejder der ydes på at metakvalificere indholdet, desto bedre kan et godt system udnytte og præsentere den. På tryk og i æteren klipper vi både metainformation og tiloversblevent indhold væk fordi der ikke er plads eller tid til at bringe det. Det bliver ophøjet til en dyd: ”skær til benet”, ”kill your darlings”. Men hvorfor ikke lade andre kriterier afgøre om det skal ud til brugerne — for eksempel kvaliteten? |
|
|
Læs mere om formidling journalist publiceringssystem tekst tekstformidling hypertekst Weblogs om: formidling journalist publiceringssystem tekst tekstformidling hypertekst |
Print denne side Anbefal denne side © 2001-2012 Vertikal.dk Kenny Drews Vej 31, DK-2450 København SV, Denmark Steven Snedker ss@vertikal.dk (55767603/51841548) og Martin Jørgensen martin@vertikal.dk (20666701) Klik her for at gå til webbaseret kontaktformular ...om privatlivets fred  |